Det evige emne

Den tyske fare

- Yg. 1926, No. 43 -

Det farligste øjeblik ved den indenrigspolitiske situation i Tyskland ligger sandsynligvis i det faktum, at vi har en republik, men ingen eller alt for få republikanske borgere. Vi har en form, men intet indhold; en tønde, men ingen vin.

Reichswehr er en grundigt borgerlig affære. Det kunne være ufarligt, hvis borgerskabet var det. Den schweiziske milits er en borgerlig bonde-institution uden nogen socialistisk komponent, og alligevel er det et fristed for fristed. Den schweiziske borger ønsker at være fri, den tyske statsborger ikke. Der er kaninen i peber.

Den tyske borger har ikke haft nogen historie siden tredive års krig. Mens schweizisk historie beskæftiger sig med livet, arbejdet, udviklingen af ​​borgerne og bønderne, har tysk historie været en historie for fyrsterne siden det uheldige snit i alle politiske begivenheder, tredive års krig. Den tyske hær, uanset hvilken form det var, var et instrument for dynastierne. Folket har altid været materiale fra deres mestre. Disse herrer har ændret 1918. Men folket er forblevet materielt.

Hvordan skal en, der har været genstand for i århundreder, blive fri borger om få år? I deres egen interesse dyrkede kirkerne omhyggeligt tyskens emne, og selvom det syntes nødvendigt for dem, opretholdt det med magt. I dagene for den største tyske revolution, i bondekrigen, viste Luther sit antisociale og grundigt reaktionære hjerte, da han stod ved fyrsterne og imod bønderne. Han var en forløber for de stålhjelmpræster, der var fjernt fra Kristus, da han råbte sin "Slå bønderne ihjel!" Til de blodtørstige kongelige tjenere. ”Dræb bønderne!” På det tidspunkt betød det ”Dræb tysk frihed! Slå det tyske folk ihjel! "

Og begge blev grundigt slået ihjel. Hvor er den protestantiske kirke i Tyskland i dag? Står det på frihedens side? Og vores civile uddannelse gennem århundreder? Hvad var snak om i vores skolebøger og vores fædre, bedstefædre og forfædre? Den frie mand, men altid kun det loyale emne, har aldrig været det tyske borgerlige ideal og skolens højeste borgerlige uddannelsesmål. Så trådte den unge tysker ud i verden. Det betyder desværre, at han ikke trådte ind i verden, men inden for rammerne af hans professionelle aktivitet. Her blev den overdrevne tro på autoritet inden for uddannelse omdannet til den praktiske frygt for ens overordnede. Det er ikke karakteren og som regel ikke engang den professionelle ydeevne, der bestemmer ”karrieren” (betegnelse, der sprænger de tyske drømme væk!), Men føjelighed, lydighed, villig opgivelse af ens egen personlighed. Emnet har vundet hvert løb om succes i Tyskland.

Så det var i hæren, i embedsmagten, selv i kommercielle og tekniske virksomheder. I sidste ende var det kun proletarerne, der havde en følelse af frihed. Men også kun fordi og så længe han ikke havde noget at tabe.

Men en demokratisk republik kan ikke bygges på den proletære antithese om ejerskab.

Borgerskabet har altid svigtet i Tyskland. Det har haft modet til at dø i snesevis af krige, men det har aldrig haft modet til at leve. Og det er fordi det består af emner. Selv i dag. Emnet er udødeligt i Tyskland. Og så længe han er, har vi ikke en rigtig republik. [...]

Fordi tyskere er subjekter, kan de ikke styre sig selv. Dette er så naturligt, som alt kan tages for givet. Borgeren gennemførte ikke revolutionen. Han vågnede pludselig i en republik. Og var meget bange. Og af frygt blev han demokrat. Rosa, så de røde ikke skader ham. I München kendte jeg endda mange mennesker fra det "gode" samfund, der var USP-tilhængere. Bare af frygt! De blev senere Hitlerianere. Også af frygt. Den tyske statsborger stod med rystende ben på hver af de på hinanden følgende gulve af omstændigheder. Og blev kun rigtig vred, da nogen løb ind i hans tegnebog, en person, der kunne blive skudt. Men da den såkaldte stat gjorde dette under inflationen, græd borgeren kun i stedet for at forsvare sig og faldt for alle de bjørne, der var hængt på ham. [...]

Det tyske emne har skabt antirepublikanske dommere og offentlige anklagere, et antirepublikansk Reichswehr, antirepublikansk gymnasium og universitetsprofessorer og 80 procent antirepublikanske embedsmænd. Han skabte en antirepublikansk republik, fordi han ikke afskaffede antirepublikanske personer. Hvor er der vist en borgerlig vilje til en republik? Hvor har man vist modet til at nærme sig republikkens fjender og smide dem hovedet ud af alle kontorer og stillinger? Og hvis administrationen havde været ujævn i et par år, hvad ville den have gjort? Bedre på den ujævne vej i en politisk ærligt ønsket stat end i det sofabløde snavs, som vi hidtil har kørt. [...]

1926, 43 Franz Carl Endres