- Yg. 1926, No. 52 -

Tanken på militærnægtelse har fået fodfæste i den tyske fredsbevægelse. Dette blev også bevist af pasifistkongressen, der blev afholdt i Heidelberg i oktober. Alle papirer, indlæg og beslutninger, der understøttede samvittighedsinvægten, har modtaget den livlige bifald af flertallet af kongresdeltagerne. Ikke desto mindre, selvfølgelig, især i den største tyske fredsorganisation, Det tyske fredssamfundder repræsenterer en relativt konservativ pacifisme og heller ikke en stærk modstand mod denne grundide. 

Der er mange argumenter brugt af de konservative, "moderate" pacifister mod de "radikale" samvittighedsnægtere. Det vigtigste, som forresten inkluderer de fleste af de andre, så at sige rammeargumentet, er det statspolitiske. Den afviser samvittighedsindsigelse, fordi den i det ser det første skridt mod anarki, statens fare og statens fundament gennem det initiativ, som individet udøver på baggrund af hans samvittighed, hans disposition, hans overbevisning. Så vi oplever den underlige ting, at folk, der i årevis og årtier som politiske protestanter konstant modsætter sig den officielle, juridiske, statssanktionerede doktrin om uundværligheden og Guds vilje til hæren og krigen med deres eget pacifistiske sentiment, som er vokset ud af en indre tørst efter samvittighed, i denne specielle Fall, der ikke er andet end det første skridt mod realisering af pacifisme, opgiver pludselig sit protestantiske princip til fordel for den katolske, som nægter individet ret til selvbestemmelse om sig selv og hans opførsel over for krig. Er det konsekvent? [...] 

Det er sandt, at den enkelte af hensyn til den fælles gode må tolerere visse begrænsninger for hans handlefrihed ved statens love og foranstaltninger; det er så falskt, at staten er en sakrosankt karakter, til at vurdere, kontrollere og kontrollere dens adfærd individet har ingen ret til indflydelse. Borgeren har ikke kun ret, men også pligten til at kontrollere staten og dens adfærd. Hvordan kunne en udvikling af regeringer, lovgivning, administrative metoder eller sociale forhold være mulig, medmindre statens medlemmer udøvede kontrol og ændring af dette organiserings- og administrative maskineri? Et middel til denne kontrol med staten er kravet om afskaffelse af krig, et andet og mere effektivt forpligtelsen til samvittighedsinvægten. 

Ikke det, at jeg troede, at samvittighedsinvægten kunne afslutte krigen! Det er vigtigt, hovedsageligt fordi det minder staten, dvs. dem, der er direkte ansvarlige for dens opførsel, om dens ansvar og pligt på en særlig drastisk og forståelig måde. Fordi det er en advarsel til statsmændene om at træffe pacifistiske politikker og arbejde for afskaffelse af krigen. Den stærkeste påmindelse om, at vi hidtil har tilgængelige. 

Jeg er enig med mange pacifister og de fleste ikke-pacifister, at en moderne krig ikke kan forhindres af massernes samvittighedsmodstand. Den næste krig, der vil blive udkæmpet med giftgasser og hovedsageligt af fly, kræver ikke store hære; han vil altid finde det forholdsvis lille antal fly- og bilchauffører, teknikere og kemikere, der er nødvendige for at udføre det. [...] 

Ikke desto mindre er det på trods af alt forkert at afvise samvittighedsinvægten som et forældet, uvigtigt middel eller endda at gøre det foragteligt. Det har stadig sin store betydning. Det er et middel til pres på herskerne, en høj protest, som ikke kan ignoreres. Det er den deraf følgende konklusion af de pasifistiske tankegange og proklamationer. Det er et bevis på det civile borgerskab, som ikke opløses til at tjene underdanighed over for statens umoralske krav og dens chauffører vrede. Og det er en moralsk demonstration, som vi kræver af pasifisten, et bevis på hans overbevisning, om hans konsistens, et bevis på sammenhængen mellem hans tænkning og handling. Hun er eksemplet på eksemplet. 

Så derfor: pligtopfyldende indvendinger? Ja!

1926, 52 · Max Barth